Fødevarekontaktmaterialer
Når du anvender aluminiumlegeringer, kobberlegeringer og stål i fødevareindustrien, er der regler for, hvad den enkelte legering må indeholde.
Kravene sikrer, at materialerne ikke afgiver stoffer til fødevarerne i mængder, som kan være sundhedsskadelige. Hvis der er en sundhedsrisiko ved at anvende et bestemt metal eller en legering, kan den ikke godkendes som fødevarekontaktmateriale.
Hvis du er i tvivl, henviser vi til Fødevarestyrelsen.
Aluminium
Overensstemmelseserklæringer for aluminium i fødevareindustrien:
Maksimumindhold af elementer i aluminiumlegeringer
Denne tabel angiver grænseværdierne for forskellige elementer i aluminiumslegeringer ved anvendelse i fødevareindustrien jf. EN 602:2007.
Grænseværdierne er angivet i % af massefylden.
|
|
Si |
Fe |
Cu |
Mn |
Mg |
Cr |
Ni |
Zn |
Zr |
Ti |
Andet |
|
% |
13,5 |
2 |
0,6 |
4 |
11 |
0,35 |
3 |
0,25 |
0,3 |
0,3 |
0,05 |
Kobber- og kobberlegeringer
Som udgangspunkt fraråder Fødevarestyrelsen at bruge kobber til fødevarekontakt, da kobber kan give afsmag eller misfarve fødevaren.
Men der findes en række legeringer (AMPCO), som er testet og godkendt til fødevarekontakt.
Se mere på AMPCOs hjemmeside: Food Approval Data | AMPCO METAL
Overensstemmelseserklæringer for kobber til fødevarekontakt:
Har du brug for yderligere dokumentation, er du velkommen til at kontakte os.
Rustfrit stål
Rustfrit stål er meget udbredt i fødevareindustrien, særligt 1.4301 og 1.4401.
Du kan læse mere i Fødevarestyrelsens rapport om fødevarekontaktmaterialer af rustfrit stål.
Overensstemmelseserklæringer for rustfrit stål i fødevareindustrien: